”Odinsbarn” er første bind i Siri Pettersens trilogi om Ravneringene, og Pettersen har skabt en imponerende verden af intriger, relationer, naturbeskrivelser og velbeskrevne karakterer. Men man skal holde tungen lige i munden, når man giver sig i kast med romanen. For Pettersen fedter ikke med opfølgende forklaringer.

Resumé

Den 15årige Hirka bor isoleret fra resten af verdenen med sin far Thorrald, der altid har formanet hende om at holde afstand til andre ætlinge. Hirka har altid følt sig anderledes og fremmedgjort, hvilket ikke mindst skyldes hendes manglende hale. Hirka Haleløs, kalder de hende. Hendes far har altid fortalt hende, at det var ulvene, der tog hendes hale som spæd. Men sandheden er langt frygteligere.

I virkeligheden er Hirka et Odinsbarn – en haleløs råddenskab fra en anden verden, som hendes far forbarmede sig over, da hun blev fundet efterladt i en stenkreds. En vandskabning. Foragtet og frygtet af folk omkring hende. Men Hirka er ikke blot et Odinsbarn, der mangler sin hale. Hun mangler også Evnen til at favne. Hun er jordblind og frygter derfor at tage til Ritualet i Manfalla, hvor alle ætlinge skal indvies, når de har rundet deres femtende år.

Imens står krigen mellem Manfalla og Ravnhov for døren med den magthungrige Urd Vanfarinn som primus motor, ligesom truslen om ”de blinde” hviler i baggrunden. Og Hirka og hendes barndomsven Rime An-Elderin fanges i magtspillet mellem de stridende.

Et imposant univers og mangfoldige karakterer

Der er smæk for skillingen i Pettersens magiske univers af skæve skabninger og prøvede protagonister. De fleste karakterer er godt afrundede, og selvom grænsen mellem gode og onde synes at være trukket klart op, så bliver læseren undervejs i stand til at vurdere, at alt måske ikke altid er, som det ser ud til at være.

Hovedkaraktern Hirka fatter man hurtigt sympati for. Jovist, det gør man ofte med underdogs, men der er noget forsonende over Hirka. Hun er placeret i en rolle og i en verden, hun ikke kan slippe ud af. Hun repræsenterer alle der har følt sig udenfor, fremmedgjort, anderledes end fællesskabet, og alle vil nok kun genkende aspekter af denne følelse fra dem selv. Og der er da heller ingen tvivl om Pettersens forkærlighed for dem, der falder uden for normen. Forfatteren indleder endog sin roman med at dedikere værket til disse:

Og til dig. Du, som altid læste bøger, ingen havde hørt om.
Du, den sære bagerst i klassen.
Du, som voksede op i en mørk kælder, hvor skæbnen blev afgjort med terningkast.
Du, som stadig klæder dig ud.
Du, som aldrig rigtig passede ind, og som ofte følte, at du var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Det her er din bog.

Sprog og beskrivelser

Pettersen har et virkelig fint sprog. Det er ikke fordi der er tusind beskrivelser af luft eller metaforiske sammenligninger, men der er en virkelig lækker klang af noget ophøjet, ja næsten ærbødigt i sproget, som jeg reagerer positivt på. Måske fordi ”Odinsbarn” foregår i et fremmed univers, der har noget middelalder’sk over sig. Samtidig er de fine miljøbeskrivelser med til at få universets sceneri til at stå klart frem. Selvom navne på planter og steder er ukendte, så fremstår de næsten sansende, duftende og taktile i Pettersens sprogunivers.

Når læseren ikke tages i hånden

Jeg anser mig selv som en forbandet loyal læser, hvilket jeg også var i dette tilfælde. Og romanen kalder også på typer, der ikke lige sådan er til at vælte af pinden. Og det er også min største anke i forhold til romanen. Der går virkelig længe, førend man får en fornemmelse af, hvilken retning pilen peger.

Jeg er en sucker for et komplekst univers med mange karakterer og locations, men det kræver også at formidlingen er i top. Men man kan ikke klandre Pettersen for at klatte med forklaringerne. Derimod har forfatteren valgt en litterær taktik, hvor historien skal udfolde sig undervejs, og hvor spørgsmål får lov at stå ubesvarede. Men det kræver altså en enorm dedikation fra læserens side, når man skal læse over halvdelen af en bog, inden brikkerne begynder at samle sig et puslespil. Eller i det mindst hjørnerne af et puslespil. Og det er lidt synd.

Hvem var det nu lige, det var?

For mig gjorde de manglende opfølgende forklaringer det sværere at blive opslugt af bogen, fordi jeg hele tiden blev fodret med informationer, der ikke gav nogen mening for mig i nærværende kontekst. Hvis det ikke havde været for nogle enkelte spor i fortællingen, såsom forholdet mellem Hirka og barndomsvennen Rime, så havde jeg nok haft svært ved at blive ved med at opretholde motivationen til at læse videre. Og det havde været ærgerligt, for så havde jeg snydt mig selv for en rigtig spændende læseoplevelse.

Det er lidt ligesom når ens venner fortæller en anekdote og smider om sig med random navne, som om man burde vide, hvem de taler om. Come on, makker. Smid lige et enkelt: ”Og så sagde Toke. Du ved, ham den høje lyshårede fra mit studie” ind i sætningen, så man har en mulighed for at orientere sig. Ellers bliver det jo bare ord, der danser uden partner.

Problemet er også, at mange begreber tilsyneladende har flere navne – eksempelvis ”de blinde” a.k.a. de ligfødte a.k.a. blod af slægten a.k.a. dreyri a.k.a. Umpiri und so weiter – hvilket ikke ligefrem gør det lettere at holde styr på handlingen. Jeg er fuldt ud klar over, at det vidner om en kompleksitet og gennemgribende gennemarbejdning fra forfatterens side, men det ændrer ikke på, at det kan hægte folk af. Når man hele tiden føler sig et skridt bagude. Det er lidt ligesom at høre Daenerys forsøge at introducere sig: ”Daenerys Stormborn of the House Targaryen, First of Her Name, the Unburnt, Queen of the Andals and the First Men, Khaleesi of the Great Grass Sea, Breaker of Chains, and Mother of Dragons.” Øhhh.. Jeg kalder dig bare Dany, ikke?!

Alt godt kommer til den, der venter

Jeg er glad for, jeg holdt ud og trodsede min indledende forvirring. For langsomt åbnede sig et univers fyldt med fordomme, kærlighed, magtkampe, jalousi og politiske intriger, der krydrede historien med spænding. Og jeg skal klart have fat i næste nummer i rækken og se, hvor fortællingen om Hirka ender. Og måske lærer jeg endda navnene i næste bog. 😉

Læs den: Hvis du elsker komplekse fantasy-verdener, nordisk mytologi, politiske magtkampe, badass kvinder og mænd, lækkert sprog og plottwists.

Drop den: hvis du har svært ved at overskue store persongallerier, ikke bryder dig om vævende beskrivelser eller synes politiske intriger er nitten.

”Odinsbarn” er udgivet af Forlaget Høst & Søn. Sideantal: 575.