Der er dømt alsidige krimiafstikkere i Elly Griffiths’ ”Pigen under jorden”, hvor den akademiske verden tørner sammen med politiefterforskning på fineste vis, ligesom beskrivelserne af saltmarksen og de britiske landskaber gør bogen til en sanselig oplevelse.

Resumé

Da politiet gør et ubehagelig fund af nogle menneskelige knogler i saltmarksen uden for King’s Lynn i Norfolk, kontakter de arkæologen Ruth Galloway, der er ekspert i knogler. Politiet formoder, at knoglerne tilhører en lille pige, der forsvandt ti år tidligere, men Galloway konstaterer, at knoglerne er mere end 1000 år gamle.

Kriminalinspektør Harry Nelson er personligt involveret i sagen om den forsvundne pige, og har siden hendes forsvinding modtaget kryptiske breve med referencer til rituelle ofringer. Snart forsvinder endnu en pige, og Ruth må hjælpe Nelson med at dechifrere brevene og finde frem til den forsvundne pige.

Akademiske tendenser i plottet

Plottet i ”Pigen under jorden” tager udgangspunkt i et knoglefund på saltmarsken. Og hovedpersonen Galloway er et fantastisk redskab for læseren til at blive klogere på fortiden – uden samtidig at føle sig sovset ind i forfatterens researcharbejde. 

Det kan nemlig være en af farerne, når forfattere gerne vil formidle noget (kompliceret) i deres plot. Nogle gange bliver det for tørt med for mange detaljer og fremmedord, som hægter læseren koncentrationsevne af. Og det kan blive så tydeligt, at vedkommende gerne vil fremskrive deres forarbejde. At der er styr på detaljerne og researcharbejdet. Men det kan være svært at opretholde interessen som læser, hvis man skal læses side op og side ned med supplerende information, der ikke gør noget nævneværdig godt for plottet eller for spændingsniveauet. #KillYourDarlings

Denne fare styrer Griffiths ganske fint udenom i ”Pigen under jorden”, selvom vi bliver introduceret for kulstof 14- dateringer, viden om knoglers længden, forskelle på bækkener, rituelle begivenheder, litteraturreferencer og meget mere. Måske fordi det bliver beskrevet i mundrette doseringer uden at virke forelæsende af hovedpersonen selv.

Forfriskende hovedpersoner i ”Pigen under jorden”

Det er svært at skrive en anmeldelse af ”Pigen under jorden” uden af berøre bogens hovedpersonen. For det er i høj grad dem, der bærer bogen. Det er noget så ualmindeligt som almindelige. Og det er virkelig forfriskende kost i krimiverdenen, hvor tragedierne, diagnoserne, neuroserne og misbrugsproblemerne ellers står på skuldrene af hinanden.

Elly Griffiths har formået at skrive karakterer, man kan spejle sig i og som ikke falder i de klassiske stereotype fælder, som genren ofte byder. Derimod føles de som ægte mennesker, der bærer på mindreværdskomplekser og som er irriterende, skønne, bange og frustrerede. Ægteskaberne er endda lykkelige og leverpostejsagtige. Hvor vildt er det lige?

Desuden har Elly Griffiths støvsuget sin roman for gnavne overordnende og brovtende politihumor. Du ved, den slags hvor politikommisæren er en gennemsyret mavesur type, der skælder ud og irettesætter sine ansatte ved hver given lejlighed. Eller den der særlige form for ping-pong-humor, hvor alt er lidt for smart i en fart, og hvor man kan mærke at forfatteren gerne lige vil indlægge lidt comic relief med lidt kække bemærkninger i makkerskabet? Jeg synes, det var en virkelig skøn – og tiltrængt – luftforandring. 

Og det er endda på trods af, at både Nelson og Galloway læner sig op ad klicheerne, som henholdsvis semi-gammeldags og konservativ politimand og katteejende singlekvinde med tendens til lovehandles. Men de holder sig på armslængde og står som fantastisk beskrevne. Ikke blot som karakterer. Men som mennesker.

Læs den: hvis du trænger til genrefornyelse, er tosset med en atypisk hovedperson eller godt kan lide et gennemarbejdet plot.

Drop den: hvis du elsker blodige plot, ikke bryder dig om børn som ofre, eller hvis du foretrækker machomænd som hovedkarakterer. 

”Pigen under jorden” er udgivet af Gads Forlag. Sideantal: 299.