Resumé

I ”Den nittende ø” rejser Specialagent Lucas Stage fra Task Force 14 til Færøerne for at hjælpe det lokale politi med at efterforske en bestialsk hændelse i en lille bygd. Til at hjælpe sig med efterforskningen har Lucas denne gang fået selskab af kriminalteknikeren Sidsel Jensen, der er født og opvokset i selvsamme religiøse enklave, hvor fire præster nu er fundet døde i en pøl af blod i bygdens kirke. Alle med en kniv knugende mellem hænderne.

Klaustrofobien trives i åbne landskaber

Bagger har i ”Den nittende ø” vist en helt særlig evne til at skabe dunkle og fortættede rum. Trods de åbne vidder, som ellers er kendetegnende for Færøerne, har Bagger alligevel formået at skabe et psykologisk tæt og trangt rum. Skabt af betændte indbyrdes relationer, nedarvede synder og et overflødighedshorn af skam.

Klaustrofobien løber ned af væggene i romanen. Uanset om vi er passagerer på bagsædet af en bil i det snørklede landskab, befinder os i et interimistisk og til lejligheden skabt politilokale eller sidder som gæster rundt om middagsbordet. 

Ja, det føles faktisk forbandet ubehageligt at være til stede i det Bagger’ske Færøerne. Og de fortættede rum bidrager til den defaitistiske stemning, som hele bogen emmer af. En næsten noir’sk atmosfære, om man vil. Mine indre billeder tegnede sig i hvert fald gråtonede og med kælkede linjer.

Kæmpe ja tak til Færøerne!

Undskyld på forhånd. På trods af en pænt stor frygt for at træde andre over tæerne, kommer jeg lige med en på-kanten-af-tarvelig-erkendelse, der ramte mig, da jeg læste ”Den nittende ø”. For er du gal mand, hvor jeg nød sceneskiftet! Hele det færøske sceneri er et kæmpe (og forfriskende) pust til bogen – og genren i det hele taget.

For jeg må blankt erkende, at beskrivelserne af H.C. Andersens knapt så ”Wonderful Copenhagen” i andre krimirelaterede fortællinger efterhånden er begyndt at flyde lidt sammen for mig. For jeg har set disen over søerne, fulgt fuglenes flugt over de irgrønne tage eller hørt ekkoet af faste skridt i politigårdens rotunde. Flere gange endda.

Derfor står bøger med settings stort set alle andre steder tit stærkere i min bevidsthed efterfølgende. Og Baggers ”Den nittende ø” er ingen undtagelse. Det voldsomme sceneskift i Baggers roman er forfriskende og tiltrængt. Og Færøerne er skam ikke en statist, men en aktiv medspiller i romanen. Og selvom øen ikke kan ytre sig gennem replikker, er det alligevel som om, at den nittende ø taler sit eget lydløse sprog og hele tiden prikker til karakterernes (under)bevidsthed.

Bagger giver zero fucks for krimitraditionerne

Hvem fanden dropper hovedkarakteren i bog nummer 2? Tilsyneladende Thomas Bagger. Han giver pokker i alle krimitraditioner. Væk er vores favoritprotagonist David Flugt fra ”Manden i tre dele”, mens scenen i ”Den nittende ø” i stedet overlades fuldkommen til Lucas Stage. En karakter, der – hvis vi skal være rigtig lidt flinke mod ham – er liiiidt ud over det sædvanlige. 

Ikke at skiftet nødvendigvis kommer helt ud af det blå. Baggers måde at forvalte sine hovedkarakterer på fik vi allerede en forsmag på i hans anden roman ”Superstar”, hvor den tidligere hovedkarakter Ask Hjorthede måtte vige pladsen for Camilla Staal.

Men selvom Lucas er forbandet underholdende selskab, så ser jeg nu frem til at møde David Flugt igen i fremtiden. Vi har sgu lidt unfinished business. 

Hokus pokus – Lucas i fokus

Krimigenren er efterhånden kendt for sine mørke hovedpersoner. Men man kan vist roligt sige, at Lucas Stage spiser Harry Hole/Carl Mørck/Axel Steen-typer til morgenmad. Han nøjes ikke med at slå sig lidt på flasken, rette folks grammatik eller grynte tvært over dette og hint. Han er på alle måder et røvhul af dimensioner. 

Alligevel har Bagger formået at give ham et eller andet udefinerbart, der gør, at man stadig (til dels) lægger sin sympati hos ham. I hvert fald til en vis grænse… *host host. Man vil i hvert fald gerne se ham lykkedes med sit opklaringsarbejde. 

Og det er virkelig god underholdning, når man som læser bliver revet lidt rundt i manegen af karaktererne. Som når Jaime Lannister skubber et barn i døden i første sæson af GOT, og man på underlig vis alligevel sidder og hepper på ham i sæson 2. WTF, ikke? Det er den slags, der gør det sjovt at være læser. #nuancerFTW #HadKærlighedsForhold

Lucas Stage har i ”Den nittende ø” fået selskab af en ny makker i skikkelse af kriminalteknikeren Sidsel Jensen. En sympatisk færing, der bærer sin færøske fortid med sig som et åg. Og hendes indadvendte og empatiske natur står i godt modspil til den flamboyante Stage – aka røvhullet af dimensioner. 

Bagger har dog et ganske laissez faire forhold til sine karakterer. Et næsten George R.R. Martin’sk præg, for at blive i den GOT’ske terminologi. Og lad mig bare sig det sådan: Det gør bestemt ikke noget dårligt for spændingsniveauet – kun nerverne hos læserne!

Bare læs den, ikgå!

Jeg giver normalt ikke stjerner her på siden (medmindre en forfatter/forlag gerne vil have vekslet mine ord til en omgang stjernedrys). Men hvis jeg skulle gøre en undtagelse – på opfordring af mig selv – ville jeg honorere Baggers fortælling med 5 stjerner. 

Jeg var vanvittig godt underholdt. Og hele den dystre, klaustrofobiske atmosfære bekom mig virkelig vel. ”Den nittende ø” – og Baggers forfatterskab i det hele taget – fortjener i sandhed et stort publikum. Så opfordringen er hermed givet videre: smut nu ned i den boghandel efter et eksemplar, makker! 😉

“Den nittende ø” er udgivet af Politikens Forlag. Sideantal: 384.