[NB! Spoilers fra “Ravnenes hvisken” Bog 1 & 2 forekommer. Og lidt fra bog 3. Undskyld.]

Sidste bind i Malene Sølvstens ”Ravnenes hvisken”-trilogi fører til et clash mellem karaktererne i de forskellige verdener, når Ragnarok skal forhindres. Men det helt store episke finaleklimaks udebliver til dels i denne fængende fortælling, der både giver stof til eftertanke i en nutidig optik og byder på guldkorn til smilebåndet.

Resumé

I ”Ravnenes hvisken” – Bog 3 er Anne og hendes far blevet genoplivet. Men livet i Midgård er ikke så let. Fimbulvinteren har lagt sig over landet og efterladt befolkningen i svær nød med sygdom og hunger til følge. Og de anarkistiske ”angry mob”-tilstande holdes kun i ave af lidt velplaceret massehypnose fra statsministerens alvidende hustrus side.

I fællesskab med sine venner forsøger Anne af redde verdenen, samtidig med at hun skal lære at beherske sine vølvekræfter. Og det går ikke stille for sig, når guder, jætter, bersærkere, slaver og andet godtfolk derimellem alle tager del løjerne, hvor der bl.a. kæmpes om magt og tilbedelse. Og efterhånden bliver det svært for Anne at skelne mellem venner og fjender. Og i kampen mod Ragnarok må hun afgive store ofre.

Humanisme i krisetider (og snestorm)

Et af det helt store temaer i ”Ravnenes hvisken” er Annes ”coming of age”-rejse. Anne har i bog 3 lagt en stor del af sin introverte emo-goth og ”fuck dig”-attitude på hylden til fordel for en selvstændig kvinde, der kender sit værd og med sine meningers mod. Og det er skønt til en afveksling. Jovist, hun er stadig temmelig Rasmus-modsat og er ikke bleg for at smide om sig med snarky bemærkninger, men der er skruet gevaldig ned for blusset. Og det er en befrielse, at hendes persona ikke længere skæmmer for de gode intentioner.

For hvis der er noget, Anne er, så er det god. Hun er humanist ind til marven. Faktisk så meget, at hendes trang til at gøre det rigtige til tider kommer i vejen for det fornuftige. Og det er faktisk en utrolig interessant tematik at være vidne til. Eksempelvis kredser bogen omkring, hvad man kan tillade sig at ofre for fællesskabet bedste. Og her går Anne ikke på kompromis med synspunkterne. Hun er overbevist om, at slækker vi først på værdierne, er det den direkte glidebane til anarki og tumultariske tilstande.

Lidt Comic relief til bord 3.. øh bog 3, tak!

Trods bogens alvorsfulde tematik, er ”Ravnenes hvisken” – Bog 3 underligt nok også den mest morsomme i serien. Jeg måtte flere gange tage mig selv i at le. Uden at komme med spoilers, så er der simpelthen så mange humoristiske guldkorn at hente i et nyt bekendt mellem Anne og jætten Mimer. Og jeg synes, det var en herlig omgang comic relief i den ellers temmelig barske kontekst. På en eller anden måde cementerede deres forhold den nordjyske jordbundethed og selvironi på en virkelig finurlig måde. Og det var jeg fan af. Og ja, så lærer vi også den virkelige fortælling om, hvad der egentligt skete med guldhornene. 😉

Forvirrende fortælleperspektiv

Sølvstens univers er mægtigt, og hun vil meget i sin episke fortælling, når hun tilfører rigelige mængder af det overnaturlige. Man kan jo næppe klandre en fantasy-roman for at være, ja.. fantasifuld. Alligevel var scenarier, jeg kørte lidt død i undervejs. For mig blev de mange scener med Anne som ravn, der sammenblandede fortid og fremtid samt de telepatiske samtale over tid og verdener, lidt for svævende (pun intended). Fordi det blev ret ukonkret. Jeg sad i hvert fald ofte som et stort spørgsmålstegn og tænkte: hvad fanden er det lige, jeg skal forstå her? Jeg kunne ikke undgå at få en fornemmelse af, at det var et fortællegreb, der skulle dække over lidt plothuller. Måske ville de drømmende scener og samtaler med søsteren virke bedre filmisk?

Jeg havde i hvert fald svært ved at fremmane klare billeder eller forstå indholdet, fordi det var så diffust. Det bliver lidt ligesom, når man forsøger at sætte brudstykker af en drøm sammen og finde mening i indholdet: ”Og så var der noget med et mørkt rum. Og pludselig havde jeg vinger, der gik ud fra hoften. Og mit ene næsebor var en softice. Og min gamle klasselærer var der også. Hvad tror du mon det betyder?”. “Øhhh.. pas? Kom igen, når du har et gennemarbejdet narrativ, makker.” Men sådan er det vel? Man synes selv, at det man drømmer er skide interessant. Men vi kan vel godt blive enige om, at der er jo ingen i verden, der gider høre om andre folks drømme? Og det var lidt den følelse, jeg sad med, da jeg læste. Fordi det fyldte ret meget.

Freja, feminisme og fandenivoldsk!

Sølvsten formår endnu engang at hive nutidige tendenser ind i sit plot, og hendes opgør med den traditionelle fremstilling af kønsrollerne er ikke til at tage fejl af. For som det også er tilfældet i de foregående bøger, balancerer Anne med adskillige bejlere, og i dette bind går hun også i seng med et par af dem. Befriende i Y/A-litteraturen!

Men samtidig bliver der også kastet et blik i retningen af, hvad vi kan kalde en form for ”historieforvanskning”. For gentagende hører vi hvordan Guden Freja kvier sig over sin reducerede titel som ”kærlighedsgudinden”, når hun først og fremmest er krigsgudinde. Og Freja lader da også et par ”kvinde-til-kvinde”-bemærkninger falde til Anne om hendes med-guders nederdrægtighed og kvindefjendske holdninger. Ja, faktisk er Freja på sin vis mere Team Anne end Team Odin.

Men selvom Sølvsten har forsøgt at fremskrive glemte sider af Frejas egentlige curriculum vitae, så har den nordiske mytologi fået et ordentlig drys af forfatterens egen fantasi. Men i disse Marvel’ske tider, hvor de nordiske guder er mere superhelte end sagnfigurer, synes jeg, Sølvstens fortolkning er befriende anderledes. Og det er ikke kun Loke – den nordiske mytologis pendant til Judas – der gør et ilde indtryk. Alle guderne har nogle svært uforsonlige træk og er selviske og svinske i den Sølvsten’ske univers.

En fin bundet sløjfe

Det medrivende kærlighedsmodus fra de foregående bøger a.k.a. ”hvem vælger Anne” er blevet løst rigtig fint i bogen og adskiller sig fra mængden. Så kudos til Sølvsten for en velvalgt afslutning, der ikke desto mindre indeholder en masse kærlighed.

Jeg har virkelig nydt serien om Anne og håber der er sandhed i rygterne om, at trilogien laves til spillefilm/tv-serie. Det krydser vi fingre for.

Læs den: hvis du elsker genreblandinger, fuckfinger til autoriteter, kærlighedsplot en masse, nyfortolket mytologi, farverige karakterer, masser af fortælleteknisk opbygning og beskrivelser af mandlige stykker eyecandy.

Drop den: hvis du har et meget nidkært forhold til læsningen af den nordiske mytologi, hvis du hader fantasy universer eller synes de døde skal forblive døde. 😉

”Ravnenes hvisken” – Bog 3 er udgivet af Forlaget Gyldendal. Sideantal: 616.