Anmeldelse: “Ligblomsten” af Anne Mette Hancock

Anmeldelse: “Ravnenes hvisken” – Bog 3 af Malene Sølvsten
25. September 2018
Anmeldelse: “Eksploderende skadedyr” af Dennis Jürgensen
21. October 2018
Show all

Anmeldelse: “Ligblomsten” af Anne Mette Hancock

Jeg er jo godt klar over, at jeg er lidt en lastmover på Anne Mette Hancocks debutroman, der udkom i foråret 2017. Men det er jo også rart, at man kan have noget godt til gode – også selvom man ikke helt selv er klar over det. For der er seriøst krimigods at hente i Hancocks “Ligblomsten”.

 

Resumé

Heloise Kaldan har brændt sine journalistiske fingre på en kilde, der er blevet afsløret i en løgn. Hendes ry har fået gevaldige skår, og midt i kaosset modtager hun kryptiske breve fra Anna Kiel, der i flere år har været eftersøgt for drabet på en ung advokat.

Sammen med den tidligere efterforsker på Kiel-sagen, Erik Schäfer, begynder Heloise at grave i sagen, da endnu et drab bliver begået. Trådene i sagen peger samtidig mod en mørk hemmelighed i Heloise eget liv. Men hvordan hænger det lige sammen med Anna Kiel og drabene?

 

Karakterer, der bider sig fast

Der er altid lidt nervepirrende at begynde på et nyt forfatterskab eller en ny serie. Hvad kan man forvente? Kan man lide karaktererne? Er de troværdige? Og er de overhovedet interessante nok til, at man gider investere sig i dem?

Disse tanker florerede også i min tankerække, da jeg gav mig i kast med Hancocks ”Ligblomsten”. Men jeg var max 20 minutter inde i bogen, førend jeg følte mig fuldkommen dus med bogens hovedkarakterer Heloise og Shäfer. Årsagen hertil var ingenlunde, at de på nogen måde virkede fortærskede. Tværtimod, så føltes de som hele mennesker. Så genkendelige. Dette blev endvidere underbygget af deres dialog, der aldrig forekom påklistret, men som derimod flød ubesværet og virkede troværdigt.

Og jeg var kæmpe fan af karakteren Shäfer, der står i skærende kontrast til krimiverdenens gængse hårdtprøvede machomænd-betjente, der – med deres kombination af gråsprængt hår og en broget fortid – laver damer på stribe. Schäfer er derimod jordnær, småflommet og hverdagsagtig – ligesom det er de fleste af os forundt. Og det var forfriskende.

 

Et plot med en barsk bismag

Bogens motivintrige er barsk, og undervejs måtte jeg tage mig selv i at ville ønske, at den var knapt så velbeskrevet. For den gør ondt at læse. Den rammer i mellemgulvet og forlader ikke kroppen sådan lige med det samme efter endt læsning. Men det gør gode bøger jo sjældent. Og samtidig er det altid interessant læsning, når det ikke lige sådan er til at identificere, hvem der er den egentlige skurk i fortællingen. Det gør det hele meget mere virkelighedsnært og nuanceret og dermed mere interessant.

 

Et lækkert drys karma

Hancock giver desuden læseren en afslutning på romanen, som de fleste af os hygge-danskere nok næppe vil indrømme at fryde sig over. Men det gør man i allerhøjeste grad! Her kan man tale om et karmamæssig cheat-meal, der banker op i det syndefulde litterære kalorieforbrug! Haps!

Og til sidst bliver jeg simpelthen lige nødt til at berøre forsiden. Den giver på det nærmeste lidt popkulturelle reminiscenser til et Madonnacover. En lækker modpol til den standarderne inden for genren. Kudos for det.

 

Læs den: hvis du er fan af et godt hævnmotiv, kan lide få men gode karakterer og et solidt fokus på opklaringsarbejde.

Drop den: hvis du har sarte nerver, ikke kan klare en barsk fortælling eller synes karma is a bitch!

 

“Ligblomsten” er udgivet af Forlaget Lindhardt og Ringhof. Sideantal: 308.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *