Undskyld mig, men er det ikke en herlig titel? Rimelig anti-krimi. Allerede ved læsningen af denne titel, fornemmer man Christian Frosts sans for at krydre sin romaner med finurlig humor. Og der er da også gjort plads til rigelige mængder trækken-på-smilebåndet i ”Gud er bare hund stavet bagfra”.
En nat bliver efterforskeren Erik Otto Falster ringet op. Stemmen i den anden ende af røret læser et bibelvers op for ham. Kort efter eksploderer en bil på gaden udenfor, hvor manden bag stemmen i røret sad lænket fast til rattet.
Da Falster og hans kone Lena derefter tager til deres ødegård i Sverige bliver alt værre. For der møder dem en modbydelig blodig overraskelse i huset. Herefter tager tingene fart, og Falster og Lena må flygte ud i de svenske skove, hvor jagten er sat ind efter dem af både politi og drabsmand, mens Falsters makker Lars Hede forsøger at hjælpe fra sidelinjen.
I ”Gud er bare hund stavet bagfra” lærer vi makkerparret Erik Otto Falster og Lars Hede at kende. De er forfriskende banale gennemsnitsdanskere. Den ene – Erik Otto Falster – er en lidt tung-i-røven/”off the beat”-morfar-agtig type, der lever i et kærlighedsfyldt men (ufrivilligt) barnløst ægteskab.
Lars Hede er derimod en mere ”mænd bliver lækrere med alderen”-type, der lever i et gennemsnitsægteskab med børn, bil og hus, og som elsker sin kone, der efter sin egen mening er blevet lidt for tyk med alderen. Og hendes selvtillid bliver ikke bedre af, at Lars er eftertragtet blandt unge kvinder, som ikke forstår hvorfor han bliver hængende i ægteskabet med konen.
Hverdagsgenkendeligheden i makkerparrets karakteristik gør det derfor ekstra interessant, når de så bliver udsat for et kriminalistisk hændelsesforløb, der langt fra smager af faste spisetider og leverpostej med surt. De får for alvor røven på komedie!
Men makkerparret er ikke de eneste nævneværdige karakterer. For romanens flittige brug af point of view-beretninger gør bogen enormt levende, fordi vi får dækket en scene fra alle leder og kanter. Og skiftene mellem personerne (selv i samme scene) er virkelig veludførte. Det kræver sin mand at få 5-6 perspektiver til at spille sammen i én scene, så man ikke bare føler, at man får mere af det samme. Men det mestrer Frost. Det er virkelig elegant veludført. Og handlingen bliver aldrig svigtet.
Personbeskrivelserne gør karaktererne utrolig mindeværdig. Statisterne er ikke blot brikker, der bruges til at bakke hovedkaraktererne op. De har deres eget liv, som Frost giver os indblik i. Jeg er overrasket over, hvor stor en effekt det har at læse. Pludselig kan man huske menneskerne. Og især i bøger, hvor der er mange karakterer at holde styr på, gør det historien levende, når personligheder springer ud af siderne. Som den midaldrende på vagtcentralen, der vist er den eneste der ikke har indset, at han har et lille crush på sin yngre kollega. Den traumatiserede krigsveteran, som man føler stor sympati med lige indtil.. ja, det må I selv læse. Eller den excentriske Børge Olufson, der tørrer hash på kirkeloftet og dagligt pisser på en vellignende træfigur af den lokale ordenshåndhæver.
”Gud er bare hund stavet bagfra” er en fremragende romandebut (nuvel, jeg læser den rimelig meget på bagkant, men ikke desto mindre er det stadig forfatterens debut). Tempoet er hæsblæsende, hvilket imødekommes af de mange sceneskift, der ofte ender på en cliffhanger. Det sikrer en enorm fremdrift i historien, og man kan næsten mærke den filmiske inspiration og potentiale, når man bladrer sig igennem bogens kapitler.
Man kan måske tillade sig at påpege, at den egentlige politiefterforskning – som man kunne forvente sig af en krimi – er sat lidt til vægs af et plot, der fokuserer på fremdrift og spænding. Men i dette tilfælde – må jeg ærligt indrømme – gjorde det mig ikke noget. Fordi der var så meget af det andet at hente i bogen. Fordi jeg var underholdt til fingerspidserne.
Og så synes jeg, det er dejligt afvekslende med en morder, man kan finde sympati for. Fordi plottets mange mord ikke blot er en række seriemord, der undskyldes med at morderen er en ”psykopat”, der har haft en dårlig barndom. Her er man ikke i tvivl om motivet, som man – undskyld undskyld undskyld (!) – til en vis grad håber, han lykkedes med.
Læs den: hvis du er fan af krimier med et hæsblæsende tempo, ikke er bange for nogle udpenslende og grusomme detaljer og er vild med gode personbeskrivelser og humor.
Drop den: hvis du har et lidt ambitiøst forhold til efterforskningsarbejde, hader alt der smager af ”lidt for fantasifuldt”, får fnidder af et stort persongalleri og ikke kan lide at finde ud af, hvem morderen er tidligt i plottet.
“Gud er bare hund” er udgivet af Forlaget People’s Press. Sideantal: 405.
1 Comment
[…] Du kan læse min anmeldelse af bogen her. […]