I ”Os mod jer” samler Fredrik Backman taktstokken op fra succesromanen ”Bjørneby” fra 2017. Romanen kræver da også, at man har læst forgængeren, da den bygger videre på de traumer et lille samfund kan få, når byens selvbillede krakelerer og galden får frit løb. Og der er mange følelser i klemme i Backmans to’er!

Resumé

I Bjørneby kæmper de med følgerne af skandalen, hvor stjernen fra byens ishockeyklub voldtog en ung pige. En pige, hvis far oven i købet er klubbens sportsdirektør. Den dårlige omtale har efterladt klubben i en sørgelig forfatning, og den står nu for at skulle nedlægges.

At klubben desuden bliver tilsidesat til fordel for nabobyen Heds ishockeyklub, gør ikke tingene lettere. Det opildner den foragt, beboerne i Bjørneby har følt i årevis, når de har set alle ressourcer og arbejdspladser forsvinde til den rivaliserende by. Stridighederne intensiveres, mens en lokal politiker skummer fløden på den betændte konflikt. Det er dømt til at gå galt – og det gør det da også.

Bjørneby 2.0 – Når man lige skal i gang..

Jeg skulle godt en tiendedel ind i romanen, førend jeg var solgt. Jeg havde glemt Backmans sprog og havde indledningsvis svært ved at kapere den alvidende fortællerstemme, der sprang fra person til person og kom med metakommentarer. For det blev bare for formynderisk for mig, når alle situationer skulle rundes af med en art morale. Og det generede mig. Samtidig havde jeg svært ved at finde ind i rytmen, da jeg ikke kunne huske alle karaktererne fra ”Bjørneby” og deres intriger. Men da der først var stukket hul på bylden, var jeg solgt.

En fornemmelse for sprog

Selvom min indledende anke faldt på den formynderiske fortællerstemme, så må jeg jo også bare blankt erkende, at det er her Backman brillerer. I sine beskrivelser af relationer, nærvær og brydninger mellem mennesker. Han formår både at beskrive nære grundelementer i menneskers natur og større sammenhænge og samfundsstrukturer i små konkrete sætninger, der næsten forekommer som citater, der kunne stå alene. Som når han skriver, at ”når drenge er bange for mørke, er det fordi de er bange for monstre. Når piger er bange for mørke, er det fordi, de er bange for drenge.”. En virkelig fin betragtning, der ikke mindst skal læses i lyset af disse #metoo-tider og ”Bjørnebys” hovedtema.

Moralen fornægter sig ikke

Generelt synes der at være en underliggende tematisk kerne, der centrerer omkring det at kigge indenad. Ikke lade sig narre af det umiddelbare og holde inde med at dømme andre. Og så giver han en stemme til befolkningsgrupper, der måske er nemme ofre, når der skal peges fingre ad nogen. Det er nemt at sidde i byen og gøre sig klog på folk på landet og føle sig hævet over deres problemer. Eller at synes en ulv i baghaven ingen skade gør, når man sidder trygt i sin lejlighed i en storby. Ulven er måske knap så nuttet, når den render rundt i baghaven, hvor ens børn leger? Og man kan måske heller ikke lige flytte til en anden by efter et arbejde, fordi udsultningen af byens økonomi har gjort ens hus usælgeligt.

Evnen til at se ud over egen næsetip og samtidig også forholde sig kritisk er også et emne, der behandles i ”Os mod jer”. Og det er ikke kun ”jævne folk”, der kan komme i klemme. For selvom en af bogens mest usympatiske karakterer er politiker, så viser romanen også hvordan andre politikere bliver ristet i folkestemningen og i medierne, når der skal uddeles lette tæsk. De skal stå på mål for hetz og beskyldninger. Og de er et let mål – for der er heller ikke plads til tilgivelsen eller dementering i medierne. Alle vil bruge spalteplads på hænge nogen ud, men ingen vil bruge blæk på at stikke nogen en undskyldning.

Fintfølende fortælleteknik

Noget andet jeg finder utrolig sympatisk ved Backmans bøger, er, at der ingen helte og ingen skurke findes. Alle mennesker har skyggesider og også ”the bad guys” har deres bagvedliggende fortælling, der er medvirkende til at runde deres personlighed af. Der er næppe nogen, der finder sympati med hooligans og deres vold, men Backman formår alligevel at give en nuanceret stemme til disse individer. Ikke at deres handlinger undskyldes, men de forklares med alle mellemregningerne. Og de giver mening, når man læser dem.

Og så skriver Backman sig altså ind i mine følelser. Jeg tog mig selv i at knibe en tåre eller to undervejs, og jeg bliver temmelig rørt over den måde, hvorpå karakterernes relationer kommer til udtryk. For selvom romanen syder af en gennemgående vold og spild, så er der også en masse omsorg og kærlighed at spore blandt karaktererne, når tingene spidser til og krisen kradser. Men det er ikke altid let at finde de rette ord til at dæmme op for folks sorg, men så bidrager man med det man kan. Uanset om det er en pastaret i en tupperware beholder eller flisebelægning i indkørslen. For alle mennesker har noget at bidrage med.

Læs den: hvis du ikke er bange for følelser, har læst “Bjørneby”, synes om menneskelig dynamik, kan lide et stort persongalleri og har vandfast mascara på.

Drop den: hvis du ikke bryder dig om en let moraliseren, ikke gider læse om ishockey eller synes mange personskift er nitten.

”Os mod jer” er udgivet af Forlaget People’s Press. Sideantal: 497.