I tredje bind i serien om Jeppe Kørner og Anette Werner er verden forandret i Engberg’ske Københavnerunivers. Anette Werner er røget på barsel med sin lille datter – en rolle, der ikke ligefrem falder hende naturligt – mens Jeppe Kørner har fået en ny sindig partner, der virker til at have misset en MUS-samtale eller to.

Resumé

En kvinde, der er blevet skamferet af snitsår langs armene, findes myrdet i et springvand i København. Efterforskningen fører Jeppe Kørner og hans nye partner Falck ind i sundhedsvæsenet, mens Anette Werner – der egentligt er på barsel – har mere end almindelig svært ved at holde sig i ro på sidelinjen.

Også de gamle kendinge Esther de Laurenti og Gregers formår at holde sig tæt omkring efterforskningens kernepunkt, ligesom de er ved at indfinde sig i deres nye tilværelse som bofæller.

Ondt i Psykiatrien

”Glasvinge” er hensat til indersiden af det danske sundhedsvæsen, der undervejs bliver nøjsomt spiddet af Engberg. Og det er virkelig skønt at se, hvordan samfundskritikken får lov til at komme op til overfladen. “Glasvinge” viser et system, der burde tage sig af de svageste, men i stedet drukner de gode intentioner i nedskæringer, ressourcerestance og bureaukrati. Og et sundhedsfagligt personale, der ofte føler sig sat til vægs. Hvis de da overhovedet er deres stilling værdig! For det blødende system baner i stedet vejen for mennesker med ridser i empatien, der laver mønt på de svageste. Og portrætteringen virker skræmmende. Mest fordi den ikke er grebet i den rene luft. Av for den, Danmark.

Samtidig er der plads til at gå tæt på mennesker med diagnoser i Engbergs roman. Og her er ikke tale om gængse ”psykopattyper”, der går 13 af på dusinet i krimiverdenen. Derimod er det sindslidelser, du måske vil støde på i radiussen af din omgangskreds, selvom du måske ikke er klar over det. Spiseforstyrrelser, depressioner, angst og borderline. For ”Glasvinge” giver et indblik i en verden, der ikke tales højt om. En tabuiseret verden. Og det gør sgu lidt ondt.

Undskyld, du gamle!

Desuden lærer vi Jeppe Kørners mor at kende, da Jeppe flytter hjem til hende, mens hans eget hus sættes til salg. Moderen er en kvinde, han til tider har et temmelig anstrengt forhold til. Som når hun ringer til ham på alle tider af døgnet, mens han konsekvent lægger hende på is.

Jeg kunne ikke undgå at blive berørt af denne del af romanen. For hvem af os har ikke skippet en samtale med en af vores ældre? Eller rullet med øjnene, når vi for 117. gang er blevet sendt af sted med en påmindelse om at ”huske at køre forsigtigt”, hvis de danske veje bare havde fået færten af noget frost? Eller vand. For man må altså heller ikke spøge med det der aquaplaning. Eller ulve. Ja ja, bekymringer er der nok af, når man er i sit livs efterår. Jeg følte i hvert fald en enorm ømhed overfor denne kvinde, der talte minder i stedet for drømme. Hun var en vigtig skildring, der ikke ses mange af i krimiverdenen.

Poesi i plantegningen

Som nævnt i mine tidligere anmeldelser af Engberg, så holder jeg meget af hendes sprog, der udmærker sig ved til tider at ramme en næsten poetisk tone. Det lyder måske sært, men der er ikke altid mine indre billeder står helt klart i hendes serie – måske fordi jeg ikke er København-kendt –  men det gør stemningen til gengæld. Den er altid på plads.

Afslutningsvis vil jeg gerne påpege, at Engbergs ”Glasvinge” har den fineste forside, jeg længe har set. Den er både modbydelig og poetisk på én og samme tid. Og de fine lak-effekfter gør sig virkelig glimrende. Ja, man har faktisk lyst til at hænge den på væggen i en ramme. Eller er det bare mig?

Læs den: hvis du elsker Engbergs karakterer, har mod på en krimi af den mere old-school slags, hvor efterforskningen virker realistisk og rent faktisk skal opklares eller nyder stedbeskrivelser og gode eksistentialistiske tankerækker.

Drop den: hvis du ikke bryder dig om liiige lovlig tilfældige tilfældigheder, for at holde Esther inde i plottet, synes romancer ikke passer ind et krimiunivers eller ikke er vild med at høre om brystmælk og ammeindlæg.

”Glasvinge” er udgivet af Forlaget People’s Press. Sideantal: 354.