Anmeldelse: ”Afslutninger” af Kim Andrea Brofeldt

Anmeldelse: ”Den nittende ø” af Thomas Bagger
3. December 2023
Show all

Anmeldelse: ”Afslutninger” af Kim Andrea Brofeldt

Resumé

I Kim Andrea Brofeldts debutroman ”Afslutninger” møder vi Sarah, der har gjort det til sit livs metier at afslutte andres ufærdige gøremål efter deres død. Det resulterer i både blomsterbinding, puslespil og kolde kaffesjatter.

Sarahs liv tager en ny drejning, da hun møder en sød, ung dreng og en mindst lige så sød – men knapt så ung – blomsterhandler. Mødet med de to – samt en uheldig hændelse på arbejdet – rusker op i hendes verdensbillede, og Sarah ser sig nødsaget til at konfrontere skyggerne i sin fortid.

Hverdagsdrama med masser af følelser

Der er bare nogle bøger, der rammer en lidt ekstra hårdt. Og sådan havde jeg det med ”Afslutninger”. Romanen emmer af følelser. Store som små – men aldrig for meget. Af sorg og længsel. Og ikke mindst af ensomhed. Og selvom resuméet måske efterlader et indtryk af en lidt stillestående affære, er det langtfra tilfældet. 

For der er masser af drama, traumer og familietragedier at hente i Brofeldts roman. Disse temaer er bare ikke dyrket på en sensationslysten eller sygelig udpenslende facon. Derimod docerer Brofeldt sin empatiske fortælling med sikre penselstrøg, der gør, at romanen hverken henfalder i traurige trivialiteter eller falder i en ”arh, kan det nu også passe?”-fælde. 

Det er små og store fortællinger vævet sammen i ét stort og vellykket stykke litterært patchwork. Romanen er på alle måder forbandet læseværdig og efterlader et eftertænksomt tomrum, når bogens sidste ord mimres over læberne. For at citere et par af Danmarks nationalskjalde: fik vi set, de vi ville?

Sarah er den fineste kvindeskikkelse, jeg længe har læst

I disse tider ofres der ikke mange linjer eller skærmtid på kvinder, der ”går i ét med tapetet”. I så fald skildres disse kvaliteter sjældent som noget positivt. For der er sgu ikke mange likes eller anerkendelse i at leve sit liv lidt under radaren. 

Tværtimod er det på mode at iscenesætte sig selv som main character og nærmest forlange at være midtpunktet. Ikke bare i egen fortælling, men også i andres. Selv den husmoderlige Snehvide må se sig selv rebrandet som en boss bitch-type anno 2024, der ikke har brug for nogen andre.

Set i den optik er det også let at forfalde til at betragte Sarah som en form for offer. Én man på papiret helst skal have lidt ondt af, fordi livet ikke har givet hende statussymboler, et evigt ungdommeligt udseende, magt eller i det mindste bare villa, Volvo og vovhund. 

Men for mig er Sarah en kæmpe heltinde. Et billede på den indadvendte, følsomme, empatiske og selvopofrende type, som der desværre ikke skildres særligt ofte. I hvert fald ikke uden at der ligger en lidt default afstandtagen i det. For hvad er man så…? En trist statist?

Men Sarah er en af de fineste kvindelige karakterer, jeg længe har læst. Jeg blev simpelthen så rørt af det følsomme portræt af en kvinde, der stod så stærkt i al sin ensomhed. Og hun er en forbandet vigtig karakter. Et spejl på de ting, vi måske føler et behov for at gemme væk. Vores ensomhed, vores skam, vores livs skuffelser og vores uforløste drømme. 

Jeg følte mig i hvert fald meget mere set, meget mere forstået og meget mere involveret, end hvis jeg havde set et afsnit af Sex and the just like that (ja ja, så gammel er jeg, at det er min reference) eller lignende. I ”Afslutninger” er det hele så underspillet og fint – og jeg er tosset Sarah! Flere af den slags heltinder, tak!

Læs den: Fordi det burde du. Alt i alt kan jeg kun give mine varmeste anbefalinger og opfordre dig til at smutte ned i boghandlen efter et eksemplar af Kim Andrea Brofeldts ”Afslutninger”. Bogen er uden tvivl en af de absolut bedste læseoplevelser, jeg har haft i 2023.

”Afslutninger” er udgivet af Alpha Forlag. Sideantal: 350.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *