Der er dømt lige dele nostalgi og fornyelse, når Folketeatret blænder op for musicalforestillingen ”Mød mig på Cassiopeia”, der er et veritabel smörgåsbord af evergreens fra Kain Norman Andersens danske filmskat.

Resumé

Komponist Berger har mere end almindelig svært ved at finde melodien og færdiggøre sin seneste musical. Og hans kvaler bliver ikke mindre af, at han har både en teaterdirektør og en ekskone på nakken. En ekskone, der oven i købet er forestillingens primadonna.

Han beder om hjælp fra Olympens guder, der sender Polyhymnia – musikkens muse – ned for at få inspirationen lidt på gled. Men Polyhymnia er mest interesseret i at føle sig som en rigtig kvinde i en rigtig krop og har planer om at komme på stævnemøde med en vaskeægte mand. Så der er lagt op til forviklinger i denne klassiker.

Dubleanten, der strålede!

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var en smule ærgerlig, da det gik op for mig, at jeg ikke ville komme til at opleve Amalie Dollerup i rollen som Polyhymnia. For hun spiller altid med sådan et fantastisk overskud, og det havde jeg set frem til at opleve IRL.

I stedet fik jeg muligheden for at se Karin Nordly-Holst i rollen som musikkens muse. Og det er jo forbandet let at sige på ”bagkant”, men da jeg forlod salen, kunne jeg faktisk ikke have forestillet mig nogen anden i rollen. Nordly-Holst var virkelig fremragende og tangerede lige dele Disney-prinsesse og lige dele diva-vibe. Jeg var rimelig solgt!

Erotik i alle aldre

Seniorsegmentet har i Folketeatrets udgave af “Mød mig på Cassiopeia” fået et nøk opad i erotikken, hvorfor Harrys tante og Zeus opfører sig som et par kåde teenagere. Og folk, der er af den opfattelse, at man ikke kan være sexet, når man har passeret de 40, bør lige tage et ekstra blik på Lone Hertz: 80 år gammel og stadig en fuldkommen bedårende skabning! Og samspillet med Asger Reher, der utvivlsomt leverer timing og replikker som smager lidt af Ørkenens sønner, fungerer virkelig glimrende.

Ligeledes har figuren Harry (spillet af Christopher Læssø) har fået en erotisk opdatering, der er mindre galent og en del mere ”lige på og hårdt” end forbilledet Poul Reichhardts version af flyver playboyen.

Blændende birolle og komisk overskud

Kristian Holm Joensen spiller rollen som den lidt misforståede regissør Mogensen, der konstant befinder sig i krydsilden af udbrud fra sin krakilske teaterdirektør (Søren Malling), der har hang til New Yorker stemning. Joensen er vidunderligt kejtet og vanvittig fysisk i sin optræden. Og det er ham, der hiver mange af stikkene hjem på latterkontoen.

Ligeledes er hovedrolleindehaveren Carsten Svendsen, der spiller komponist Berger, garant for hovedparten af komikken. Han spiller med et vældig komisk overskud og er utrolig nærværende på scenen. Og sammenspillet med hans ekskone – spillet af Trine Gadeberg – er både følsomt og øretæveindbydende. På den gode måde.

Usikkert tidsbillede

Der var indlagt en del sange, der har en mere nutidig klang end den ramme, forestillingen forgår i. Jeg trak på smilebåndet ved flere af dem. Måske mest ved genkendelsen og ikke så meget ved placeringen. For det virkede undertiden lidt out of place, når der både kom Grease, Kim Larsen og Rasmus Seebach på bordet. Det brød lidt med tidsillusionen. Men alt i alt var jeg virkelig godt underholdt.

Se den: hvis du elsker Kai Norman Andersens legendariske sange, kan lide lidt genrehybrider og gerne vil have lattermusklerne masseret.

Drop den: hvis du ikke bryder dig og fornyelse for fornyelsens skyld, eller hvis du forventer et stort musikalsk ensemble til at vække Norman Andersens toner til live. 

“Mød mig på Cassiopeia” er iscenesat af Wilton, Vase og Fuglsang ved Folketeatret.

Medvirkenede:  Trine Gadeberg, Carsten Svendsen, Karin Nordly-Holst, Christopher Læssø, Lone Hertz, Asger Reher, Troels Malling, Kristian Holm Joensen, Kristoffer Sass, Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen, Rasmus Rothaus Faartoft, Tanja Dræberg, Rikke Lillevang

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

•