”Eksploderende skadedyr” er femte bind i Dennis Jürgensens serie om efterforskeren Roland Triel, der forsøger at fange psykopaten som dræbte hans hustru og mishandlede hans datter Andrea. Men desværre virker det som om, at Triel er ved komme sig over i strabadserne i forrige bog og derfor aldrig helt kommer i omdrejninger i “Eksploderende skadedyr”.

Resumé

”Marcherende myrer” efterlod os med en cliffhanger uden lige. Roland Triels datter var netop blevet kidnappet af den psykopatiske dobbeltmorder Inge Renee Janné og dennes mindst ligeså bimse – og ikke mindst nazistsympatiserende – mormor. Og det er her “Eksploderende skadedyr” tager sit udgangspunkt.

Parallelt med eftersøgningen af sin datter, forsøger Triel at fange en selvtægtsmand, der går under navnet Sweeperen og som er i færd med at indkassere en gammel gæld i eksploderende ofre.

Hov! Hvor blev efterforskningen af?

Jeg har tidligere ytret mig positivt om Jürgensens Roland Triel-serie. Trods den barske føljetonfortælling om Triels jagt på sin hustrus drabsmand, indeholder serien en stor mængde humor, sprudlende sprogbrug, energisk fortælleteknik og gode plottwists. Derfor så jeg også spændt frem til denne udgivelse.

Men jeg må desværre erkende, at ”Eksploderende skadedyr” ikke kommer op på samme niveau som de foregående bøger i serien. Krimiintrigen og hævnmotivet er på papiret vanvittig spændende, men bliver desværre ikke forløst på en særlig interessant måde, hvor historien får lov til at udfolde sig ordentligt. Hvis det ikke var for en paralyseret karakter med en dødstrussel over hovedet – og hans manglende evne til at kommunikere sit kendskab til drabsmandens identitet og motiv til omverdenen – så havde spændingsniveauet faktisk været til at overse i den del af plottet.

En hovedkarakter tager bagsædet

Problemet – for mig at se – er, at Roland Triel er blevet en sidekarakter i sin egen fortælling. Og når han endelig er der, så føles han noget nær passiv, mens opklaringsarbejdet mestendels er hensat til ”kaffesludder i mødelokalet”. Og ja, mordene opklarer nærmest sig selv med en minimal opklaringsindsat fra efterforskningsholdets side. Og når man ikke oplever Triel ude i marken, så bliver den del bare ikke specielt pageturner-værdigt. Og så er idéen om, at Triel – oven i købet dagen efter han har lukket en kæmpe sag (i ”Marcherende myrer”) – bliver efterforskningsleder på en ny stor sag samme dag, som hans datter bliver kidnappet af en psykopatisk morder liiidt rigelig far-fetched. Der er vel grænser for, hvad man kan forlange af et menneske? Også i en krimi. #HarryHoleTendensen

En noget udvandet morder

Jeg må også indrømme, at den androgyne morder, der fyldte siderne i de foregående bøger med en frygtindgydende kynisme, koldblodighed og pertentlighed, forekommer lidt light-agtig i denne bog.

I ”Eksploderende skadedyr” foregår en del af handlingen nemlig fra Inge Renee Jannés synsvinkel. Og når man bliver tilskuer til hans tankerækker og mentalitet, bliver han på en eller anden måde afmonteret i sin farlighed. Vi ser pludselig alle hans usikkerheder, svigt og mindreværdskomplekser. Det gør ham mere menneskelig og tager lidt af brodden af de umiddelbare psykopatiske skurkekvaliteter, vi tidligere har kunnet nyde godt af. Og samtidig går gassen lidt af ballonen, fordi han og hans mormor fremstår lettere sjuskede og mere i deres følelser vold. Og det gør desværre også, at spændingsniveauet falder betragteligt. Der er simpelthen for mange hovsaløsninger og lidt for belejlige set-ups, der skal få plottets ender til at mødes. Så det bliver aldrig rigtig farligt. Og det er brandærgerligt, når man er vant til en anden udgave.

Make room! There’s a new star in town!

Som nævnt indledningsvis, så er hverken Triel eller hans efterforskningsarbejde omdrejningspunktet i ”Eksploderende skadedyr”. Der er ingen tvivl om, at det er Andreas historie, der i fokus i denne roman. Det er hendes historie, der skaber spændingen. Og det vel på sin vis okay? Ja, selvfølgelig! Men så alligevel.. For når titlen ”Eksploderende skadedyr” teaser for et plot, der egentligt blot kører som et parallelt spor, og hvor hovedkaraktererne fra serien ikke rigtig kommer i spil, så kan jeg ikke undgå at føle mig en lille smule snydt. Den ”eksploderende del” føles nemlig mest som fyld. Og det er brandærgerligt (ja, jeg skrev lige brandærgerligt en gang til).

Anmeldelsen lyder måske frygtelig negativ. Og det er ikke hensigten. For alt i alt er det bestemt en udmærket krimi, der stadig er læseværdig. Men når en af Danmarks bedste krimiforfattere udgiver en ny bog, så forventer man som læser også bare at bolden bliver slået ud af parken, og Jürgensen tager sit sædvanlige 6. gear i brug. Hver gang. Og ”Eksploderende skadedyr” står altså som den klart svageste i serien. Men jeg elsker Triel-serien og håber, den næste bog svinger sig op i et ligeså højt gear som de foregående, når Triel forhåbentligt selv bliver en aktiv spiller igen.

Læs den: hvis du elsker Triel-universet, holder af en drabsmand med et godt motiv og synes Andrea er en hovedkarakter værdig.

Drop den: hvis du hader lidt for iscenesatte “tilfældigheder”, er fan er intens efterforskningsarbejde eller ikke kan lide plot med tendens til at trække i langdrag.

”Eksploderende skadedyr” er udgivet af Forlaget Tellerup. Sideantal: 526.