[Mindre spoilers forekommer] Jeg påbegyndte romanen om Summer Karlsson, efter jeg havde fået fortalt, at den skulle have samme humoristiske klangtone som Fredrik Backmans roman: ”En mand der hedder Ove”. Og jeg kan godt se, at det – med forventninger som disse i baghovedet – er svært ikke at blive skuffet. Og det blev jeg da også. Ja, mor er ikke vred. Mor er bare skuffet.

Resumé

I Johanna Nilssons roman ”Summer Karlsson og den store kærlighed” stifter vi bekendtskab med den svært overvægte Summer Karlsson, der efter tabet af sin mor skal finde rodfæste i sit nye liv. Navlestrengen til moderen er aldrig blevet klippet, og det bliver en brat opvågning for Summer at skulle klare sig selv.

Summer sætter en annonce i avisen, hvor hun averterer efter en ny bofælle, der også skal agere personlig assistent. En rolle, hendes mor hidtil har påtaget sig. I samme ombæring sætter hun endnu en annonce i avisen, hvor hun tilbyder sine evner som privatdetektiv, da det er et job, hun altid har drømt om at besidde. En ung syrisk mand banker på døren og bliver både hendes bofælle og hendes Watson-agtige sidekick. Og med hans hjælp sker der ting og sager i Summer Karlssons liv.

Hvad er det, jeg skal grine af?

Lad os begynde fra en ende af. Humoristisk? Not so much. Det er i min optik simpelthen ikke en sjov bog. I så fald er humoren total tabt på mig. Jeg er helt med på idéen om, at man kan bruge humor som en slags indgangsvinkel til et svært emne, men i så fald forventer jeg også, at det har en pointe, der rækker ud over selve subjektet. I stedet bliver Summer udsat for typiske ”lad os gøre den overvægtige utilpas”-situationer, hvorfor vi både oplever hende som stripper og som Bambi på glatis i en skøjtehal. Jeg synes simpelthen, det er den laveste frugt, man kan vælge. Og ikke sjovt.

Jeg er med på, at en karakter skal ud af comfortzonen for at der kan skabes en slags hjemme-ude-hjemme knude på en fortælling, og for at udviklingen kan træde i kraft. Det ærgrer mig bare, at man har valgt nogle virkelige fortærskede klichéer om, hvad der er sjovt, når det gælder et følsomt emne som overvægt og selvhad. Eneste ”plus” i førnævnte stripperscene er dog, at bestyreren bag stripklubben er total nede med kurvede kvinder og derfor er tosset med Summer. Så kan hun også lige få tanket lidt selvtillid. I en mands begær. Suk… #rullermedøjnene.

Derudover har man i forsøget på at give bogen en omgang humoristisk glimmer på toppen valgt at give Yusef – der ellers konsekvent taler udmærket svensk – en form for catchphrase ved kontinuerligt at lade ham bruge ordet ”fintastisk” (red.: fantastisk). Som i hele tiden. På den måde får man også lige reduceret en traumatiseret syrisk flygtning til et Disney-sidekick #HakunaMatata.

Fortærskede karikaturer af overvægtige

På bogens første mange sider har man valgt at male med den helt store pensel, når det kommer til at lave karikaturer af overvægtige. Her introduceres Summer jamrende og skrålende fra sin seng, og årsagen til hendes klagesang er, at hun vil have donuts, cheeseburgere og andet junk. Virkelig fin portrættering af en overvægtig, ikke? Jeg vil nok hellere kalde det stereotypi af den værste skuffe.

Tillige vimser moderen rundt omkring Summer for efterkomme hendes mindste ønsker, mens datteren bare råber på mere kage. Det er sgu noget næsten Cartmann’sk (Fra South Park FYI) over den karikatur. Øv. Bare øv. Behøver en dannelseshistorie om en overvægtig kvinde virkelig bygge på en så fortærsket fordom om overvægtige? Som dovne og klagende? Igen, bare øv.

It’s not all about you, guuurl!

Jeg bliver sgu så brandærgerlig, for jeg synes, at Summer Karlsson – på papiret – er en herlig, forfriskende og ikke mindst vigtig karakterhovedrolle, vi ser alt for få af afspejlet i medierne. Hun indeholder nogle skrøbelige sider, som de fleste af os kan spejle os i. Og ikke mindst viser hun os, hvordan angst og depression føles. Og det er fedt at få på banen. Hun er da en underdog om nogen, og alt i kroppen på mig skriger, at jeg burde lægge min sympati hos hende. Men forfatterens portrættering gør det bare så forbandet svært. For i min optik fremstilles hun temmelig egoistisk og navlebeskuende.

Og det er ikke hun den indledende ”Cartman’ske” opførsel, der gør det svært. Da moderen dør, flytter den syriske flygtning Yusef ind. Han er umiddelbart lidt af en karikeret overskudsagtig Ghandi-type, der taler i metaforer og læresætninger, og som forsøger at vende alle, han møder på sin vej, til den rette tro. Men det står også klart fra begyndelsen, at han er en mand med alvorlige ar på sjælen, når han om natten skriger i søvne. Og der går da heller ikke længe, inden vi lærer, at Yusef så sin kone og barn drukne, da de flygtede fra Syrien, ligesom han mistede resten af sin familien i hjemlandet til krigen.

Av av! Når folk har den slags med i bagagen, så har man ikke ligefrem lyst til at sætte sine egne problemer i fokus hele tiden og brokke sig over sin frygtelige barndom i velfærdssverige, vel? Ikke desto mindre er det det, Summer Karlsson gør HELE tiden. Og med Yusef som modtageren for hendes beklagelser. For God sake, woman! Read the goddamn room, for pokker! Ja, mine frustrationer kræver lidt ekstra bandeord i én sætning..

Jeps! Så har vi vist forstået det!

Ifølge Summer skyldes hendes overvægt, at hendes far forlod hende, da hun var barn. Det synes som en fuldkommen plausibel grund til at have nogle traumer, der kræver en form for forsvarsmekanisme. I Summers tilfælde med store mængder mad. Og man skal da være lavet af is, hvis man ikke har sympati for et barn, der er blevet svigtet af en forældre. Det har jeg skam også. Men problemet er, at vi som læsere ingenlunde får lov at overse denne pointe, for vi får den serveret konstant. Det er på ingen måde op til læseren at tolke, hvorfor mon hun har spist sit ind i sit kropslige fængsel.

I stedet bliver faderens svigt brugt som indgangsreplikken i alle situationer og ikke mindst som undskyldning for hendes generelle opførsel. Stort set alle samtaler med nye mennesker indledes således (og ja, jeg parafraserer lidt): ”Hej, jeg hedder Summer. Jeg er et klamt flæskebjerg (ikke mine ord – det siger hun om sig selv HELE tiden). Og det er fordi min far forlod mig, da jeg var barn. Men det er også min mors skyld. For hun gjorde alt, jeg ville have.”

Og fordi vi som læsere bliver fodret med denne vinklede kendsgerning hele tiden – ovenikøbet som dialog fra karakteren selv – så begynder min sympati altså at blive en smule udvandet. Især fordi hun bruger det som et påskud for at opføre sig virkelig dårligt. Som når hun farer i flint med eder og forbandelser mod hendes nye kærestes børn 5 minutter efter, de har mødt hende. Uden at de har gjort det mindste, der kunne retfærdiggøre en sådan opførsel. Eller når hun griner af kærestens kønsdele, første gang de er i seng sammen. Der burde altså læses op på lidt Emma Gad dér! #Taktogtoneihimmelsengen.

Enkelte lyspunkter

Måske er jeg voldsomt hård i min dom? Men jeg ærgrer mig virkelig meget, fordi jeg – som skrevet indledningsvis – synes hun på papiret er en rigtig vigtig karakter at få belyst. Og derfor gør det mig måske ekstra frustreret.

Men der er da også lyspunkter i bogen, når der trods alt stilles skarpt på racismen mod overvægtige og udlændinge. At vores samfund ikke er god til at rumme mennesker, der ikke passer ind i normen. Jeg ville bare ønske, at det var lidt mere elegant udført og at man ikke havde anvendt rimelig grove karikaturer på netop disse mennesker. Det er sgu lidt en bjørnetjeneste. Samtidig ærger det mig, at Summers liv først rigtigt begynder at flaske sig, da hun begynder at tabe sig. Så man som læser igen sidder med moralen om, at hvis bare man er er tynd (eller taber sig), så er alt godt. Så bliver man lykkelig og accepteret af samfundet.

Ja, jeg kom til at gå fra det positive i bogen igen… Men for at blive ved lyspunkterne, så synes jeg, at der var noget at hente i begyndelsen af bogen, hvor vi får indblik i Summers tankespind, da hun hele tiden refererer til sig selv som ”et klamt flæskebjerg”. For den kontinuerlige brug af sætningen var ret ubehagelig læsning. Man blev sgu lidt småutilpas og kom efterhånden ind i et dårlig mindset. Og det, synes jeg, var et ret fint fortællegreb, da vi som læsere virkelig fik lov til at sidde på første parket til Summers nedværdigende kommentarer og dybe selvhad. Det bliver som at være der selv. Jeg ville blot ønske, at summen af disse tanker ikke også udmøntede sig til en repetitiv dialog.

Læs den: hvis du synes om rimelig banale kærlighedshistorier – hvor alle skal have en partner til sidst –, klichéfyldte karakterer og budskaber bøjet i neon.

Drop den: hvis du får spat af alt ovenstående.

Bogen er udgivet af Storytel Original.