Anmeldelse: “Kastanjemanden” af Søren Sveistrup

Månedens bøger: Juli 2018
3. August 2018
Månedens bøger: August 2018
4. September 2018
Show all

Anmeldelse: “Kastanjemanden” af Søren Sveistrup

Manuskriptforfatteren Søren Sveistrup, der bjergtog danskerne med DR-succesen ”Forbrydelsen” fra 2007, har begået sig sin første roman. Og hvilken debut! Der er dømt bloddryppende og hæsblæsende nordic noir-feeling i Sveistrups ”Kastanjemanden”, der kandiderer til årtiets bedste danske krimi.

Resumé

I en forstad til København er en yngre kvinde fundet dræbt og efterladt på en legeplads. Hendes ene hånd er skåret af og over hende hænger en lille kastanjemand. Og der går ikke længe førend endnu et mord bliver begået – endnu engang med en lille kastanjemand som absurd tilskuer.

Den unge efterforsker Naia Thulin sættes på sagen sammen med den netop hjemvendte Mark Hess, der er blevet smidt hjem i unåde fra sit arbejde i Europols hovedkvarter i Haag. Snart kobler de kastanjemanden sammen med en forsvindingssag fra et år tidligere, hvor Socialministerens datter forsvandt sporløst, og en gerningsmand efterfølgende tilstod at have dræbt hende. Men hvorfor dukker pigens fingeraftryk pludselig op på de nye gerningssteder?

Søren Sveistrups sans for stemninger

Sveistrups fornemmelser for det filmiske formsprog er ikke til at overse. Indimellem føles det som at læse et udvidet manuskript, forstået på den måde, at hjernen naturligt afkoder, hvad det er, Sveistrup vil. Billederne bliver naturligt formet.

Det kan selvfølgelig virke temmelig søgt at forsøge at sætte lighedstegn eller trække linjer mellem “Kastanjemanden” og Sveistrups arbejde som manuskriptforfatter. Man hans faglige bagage fornægter sig altså ikke. Der er en gloomy stemning, der fortætter hele romanen. Man fornemmer nærmest tågen og regnen, der omhyller karaktererne og sniger sig ud af bogens sider. Utroligt at man i skriftsprog kan fremskrive samme nordic-noir feeling, som flere af de succesfulde serier også bærer præg af. Man afkoder på det nærmeste indholdet i skæve vinkler, når en formodet gerningsmand tages i noget, der kunne tolkes som et tegn på skyld. Ser de tomme kontorbygninger henlagt i mørket. Eller fornemmer dybden i den martrede opdager, hvis privatliv ligger i ruiner.

Samtidig er klippetempoet – eller kapitelskiftene om man vil – så frekvent og velplaceret (Jeps, manden ved, hvor man skal placere sine cliffhangers), at siderne hele tiden vender sig selv. Og man føler sig tryg i den kompetente skrivestil, der altid formår at blive doseret helt rigtigt. Kalkuleret. Grusom.

Et netværk af forvirring

Og jo, man kunne godt fornemme, hvordan nogle karakterer var indlagt i fortællingen for at skabe forvirring om, hvem der var den egentlige gerningsmand. karakterer, der skulle aflede vores opmærksomhed. Og på mange både var der lighedstegn mellem første sæson af ”Forbrydelsen”, der også havde et kæmpe netværk af mulige skyldige, der skulle dissekeres. At ”Kastanjemanden” tillige beskæftiger sig med det politiske liv og lader Christiansborg indgå som en kulisse, ligesom som alle sæsoner af ”Forbrydelsen” også gjorde, er jo heller ikke til at overse.

Vi skal mærke det ubehagelige

Det jeg desuden finder utroligt troværdigt ved Sveistrups tilgang til sine krimifortællinger, er, at han ofte inkorporerer offerets synsvinkel. Eller snarere offerets efterladte. Der er noget utroligt barsk ved at være tilskuer til folks sorg. Det gør historien mere vedkommende, når man får smertens og sorgens mellemregninger med. At der ikke går tretten lig på dusinet, og de døde blot fungerer som rekvisitter i en fortælling, der lige skal tage toppen af vores mord-fascination. Men Sveistrup ligefrem kultiverer sorgbearbejdelse i sine fortællinger. Det gør, at jeg har større lyst til at investere mig. Og at indholdet rammer mig desto hårdere.

Nøj! Det er ikk’ for børn!

Derudover er der noget forbandet diabolsk, når noget uskyldigt “iklædes blodige gevandter”. En kastanjemand? Come on? Næppe har noget vel været mere uskyldigt? Alligevel har alene nævnelsen af den lille figur formået at give mig myrekryb flere gange gennem bogen. Det uskyldige er det mest uhyggelige. Det ødelægger vores hverdagssymboler, så det kommer faretruende tæt på virkeligheden.

”Kastanjemanden” er den bedste krimi, jeg har læst i meget lang tid. Måske nogensinde. Så jeg håber sandlig, at Hr. Sveistrup snart kaster sig over tastaturet igen. Men samtidig har jeg også lyst til at give ham en ørefigen for at have ødelagt forholdet til barndommens obligatoriske efterårssysler for mig.

Læs den: hvis du vil læse en af de mest velskrevne og tempofyldte danske krimier, der er udgivet meget længe.

Drop den: hvis du er en klovn. Seriøst, bare læs den.

”Kastanjemanden” er udgivet af Politikens Forlag. Sideantal: 528.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

%d bloggers like this: