I foregående måned fik jeg simpelthen sådan en lyst til at tage et gammelt bekendtskab op, da der for ikke så længe siden blev udgivet en ny bog i serien. Det drejer sig om Dan Browns successerie om Robert Langdon. Jeg kan huske, at jeg syntes at ”Da Vinci Mysteriet” var vanvittig uhyggelig, første gang jeg læste den. Denne gang: not so much. Man bliver jo ældre. 😉
Og nå ja, så betyder et nyt bog-år jo også et nyt “Månedens bøger”-billede. Tadaa! 😉
Symbolforskeren Robert Langdon bliver tilkaldt for at se nærmere på et mystisk symbol, der er blevet brændt ind i brystkassen på en myrdet gammel fysiker. Sporerne peger mod det hedengangne broderskab kaldet Illuminati, som Robert Langdon har forsket i. Og det ser ud til, at de er i færd med en storstilet plan, som skal føre til hævn over deres værste fjende – den katolske kirke.
For Langdon bliver det et kapløb med tiden. Sammen med Vittoria – der er den afdøde fysikers datter – skal han forsøge at forhindre, at Vatikanstatens udslettes.
Bogen er udgivet af Forlaget Hr. Ferdinand. Sideantal: 550.
En nat bliver Louvres museumsinspektør Jacques Saunière fundet myrdet inde på museet foran Da Vincis værk ”Mona Lisa”. Ved siden af liget står en besked skrevet med offerets blod. Politiet tilkalder Robert Langdon, der er i Paris i forbindelse med en forelæsning og som skulle have mødtes med inspektøren selvsamme aften.
Politiet fatter mistanke mod Robert Langdon og forsøger at få ham til at gå i en fælde. Men det får den unge krypograf Sophie Neveu – barnebarn af offeret – forpurret. Sammen kaster de sig ud i en hæsblæsende jagt på bedstefaderens hemmelighed om ”Den Hellige Gral”, og i hælene har de både politi, kirke og drabsmand.
Bogen er udgivet af Forlaget Hr. Ferdinand. Sideantal: 464.
Symbolforskeren Robert Langdon vågner op på et hospital i Firenze. Han er skudt i baghovedet og har tilsyneladende ingen idé om, hvad der er gået for sig det seneste døgn, og hvordan han overhovedet er endt i byen. Da en maskeret kvinde forsøger at dræbe ham på hospitalet, flygter han sammen med en ung læge ved navn Sienna Brooks.
Inferno er navnet på Dantes dystre litterære mesterværk. Værket er også omdrejningspunktet for den krogede handling, der omgiver mysteriet i denne bog, hvor klassisk kunst, videnskab, humanitære formål og lejemordere går hånd i hånd.
”Inferno” er udgivet af Forlaget Hr. Ferdinand. Sideantal: 547.
Robert Langdon er blevet inviteret til et event på Guggenheim-museet af sin tidligere elev og nu ven Edmund Kirsch, der nyder stor succes som fremtidsforsker. Her vil Kirsch afsløre resultatet fra sin nyeste forskning, der omhandler menneskehedens store spørgsmål: ”Hvor kommer vi fra, og hvor er vi på vej hen?”.
Under fremvisningen og inden den store afsløring bliver Kirsch myrdet foran den måbende forsamling. Endnu en gang må Robert Langdon flygte. Denne gang i selskab med museets inspektør Ambra Vidal, og sammen forsøger de at finde kilden til Kirschs store afsløring. Og til hjælp har de den avancerende supercomputer Winston.
”Oprindelse” er udgivet af Forlaget Hr. Ferdinand. Sideantal: 554.